menu

Om MST

MST er et intensivt behandlingstilbud til unge mellem 12 og 17 år, der er i alvorlige adfærdsproblemer. Der kan være tale om pjækkeri fra skole, kriminalitet, misbrug, aggressivitet, trusler eller lignende.

MST's mål er at nedbringe den unges adfærdsproblemer i en intensiv familiebehandlingsindsats, hvor også forældrene hjælpes med at finde forældrerollen igen og fastholde den. Forældrene har derfor en central rolle i behandlingen.

Indsatsen i MST

En MST-behandling varer mellem 3 og 5 måneder og foregår i hjemmet samt de steder den unge kommer.

Et MST-team består af en vejleder og 2-4 uddannede og trænede MST-terapeuter, som besøger familierne og de involverede systemer flere gange om ugen, alt efter behov. En terapeut har gennemsnitlig 4 familier ad gangen.

Familierne kan ved kriser komme i kontakt med MST-teamet 24 timer i døgnet, mens behandlingen foregår.

I forløbet får familien hjælp til at finde ressourcepersoner i deres nærmiljø, som kan støtte dem både under og efter behandlingen. De sociale fællesskaber den unge er del af (fx familien, skolen, kammeratskabskredsen, fritidsjobbet) er også en væsentlig del af behandlingen.

Der fokuseres på at udvikle forældrenes opdragelsesmæssige og relationelle færdigheder og give dem redskaber til at løse og tackle problemerne med den unge – også på lang sigt. 

Behandlingen dokumenteres systematisk på alle familier hver eneste uge, og følges op af supervision og konsultation. Ved slutningen af et forløb laves der en grundig udskrivningsrapport, med klininsk evaluering af indsatsen, og med dokumentation af behandlingens resultater ud fra tydeligt beskrevne mål.

Effekter af MST

MST er fremhævet som modelprogram af den amerikanske vurderingsenhed "Blueprint"

Der er gennemført en række forskningsstudier af MST i flere forskellige lande. I USA har man fundet, at MST virker signifikant bedre sammenlignet med almindelig prakis ("treatment-as-usual"), hvilket man også har fundet i Norge. I Sverige har man dog fundet, at effekterne af almindelig praksis er lige så store som af MST.

I Danmark har CFK - Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i samarbejde med Aarhus Universitet i 2008 gennemført en evaluering af 359 MST-forløb. Den viste, at MST i gennemsnit reducerede andelen af unge med problemadfærd med ca. 50 procent. Endvidere sås tydelige forbedringer i forældrenes vurdering af samspillet i familien. 

Metodecentret udgav i 2014 et arbejdspapir, som samlede op på kvalitetsdata fra MST i 570 behandlingsforløb afviklet i perioden 2007-2013. Denne analyse viste, at andelen af unge med ubegrundet fravær i skolen eller på arbejde blev reduceret med 61 procent fra indskrivning til udskrivning af MST-behandlingen, og at denne udvikling blev fastholdt over tid. Også andelen af unge, som begik kriminalitet blev reduceret med 61 procent fra indskrivning til udskrivning og over tid blev reduktionen fastholdt på over 40 procent.

I 2017 lavede KORA en undersøgelse af MST, hvor en gruppe MST-deltagere blev sammenlignet med en gruppe unge, der statistisk set har samme karakteristika, og som har modtaget andre indsatser. Undersøgelsen viste, at MST-deltagerne havde en højere risiko for at blive dømt for kriminalitet i årene efter indsatsen, men en lavere risiko for at få en dom med frihedsberøvelse i året efter indsats. MST-deltagere med en tidligere dom havde også en lavere sandsynlighed for at få en dom for vold i året efter indsatsen. 

MST-deltagerne havde en højere sandsynlighed for at gå op til folkeskolens afgangsprøve, men en lavere sandsynlighed for at have fuldført en ungdomsuddannelse som 20-årig. Undersøgelsen målte også effekten i forhold til offentlig forsørgelse og beskæftigelse. Her viser undersøgelsen, at MST-deltagerne modtog offentlig forsørgelse i 2-3 uger mere, og at de havde en lidt mindre beskæftigelsesgrad blandt de 20-22-årige. Der er ingen forskel på de to gruppers beskæftigelsesgrad blandt de 18-19-årige. 

Udgifterne til sociale foranstaltninger har gennemsnitligt været større til sammenligningsgruppen end til MST-deltagerne. Sammenligningsgruppen har i gennemsnit fået sociale foranstaltninger for 233.000 kr. mere, når foranstaltninger opgøres for indsatsåret og de efterfølgende fem år. KORA anfører, at effekterne af indsatserne til de to grupper skal ses i sammenhæng med omfanget af de ressourcer, der er brugt.

Kvalitetssikring

En MST-behandling dokumenteres og evalueres hver uge for at sikre, at den behandling terapeuter og vejleder udfører, rent faktisk er Multisystemisk Terapi. Det betyder, at behandlingen hele tiden kan justeres, så terapeuternes og vejledernes indsats overfor de unge og forældrene bliver bedre.

Ud over kvalitetssikringen af selve metoden, undersøger MST Danmark løbende resultaterne af MST-indsatsen. Det sker ved, at terapeuter eller vejledere udfylder skriftlige spørgeskemaer ved indskrivning og udskrivning af den unge. De langsigtede effekter af behandlingen undersøges gennem interviews med familierne 6, 12 og 18 måneder efter behandlingen er slut.

Se de seneste resultater her.

Økonomi

Såfremt der er etableret et MST-team i nærheden, kan der ofte samarbejdes om køb af pladser hos det eksisterende team. Udgiften til en MST behandling for en familie er ca. 1.100 kr. pr døgn i 3-5 måneder. Prisen kan variere en smule fra team til team.

Til sammenligning varer en anbringelse af den unge i gennemsnit 20 måneder og koster gennemsnitligt 2.810 kr. pr døgn.

Læs mere

Du finder meget mere information om MST og hvordan man kan oprette et MST-team på Metodecentrets hjemmeside om MST-Danmark.

Weltklasse reklame + pr