menu

Hvordan går det de unge i MST?

Multisystemisk Terapi (MST) er et intensivt behandlingstilbud målrettet unge i alderen 12 til 17 år, som har alvorlige adfærdsproblemer. Metoden blev introduceret i Danmark i 2003 som et 3-årigt afprøvningsprojekt finansieret af det daværende Socialministerium. Afprøvningen blev afsluttet af en resultatevaluering, hvis afsluttende rapport udkom i april 2008. Evalueringen viste blandt andet, at MST reducerede de unges problemadfærd og styrkede de unges familierelationer.

I dag anvendes MST fortsat i en række kommuner og behandlingsprogrammet er nu forankret i MST-Danmark, som er en del af Metodecentret. Der er imidlertid ikke gennemført evaluering af MST-behandlingen i Danmark siden evalueringen i 2008. Derfor præsenterer vi i denne rapport en opdatering af, hvordan det går de unge, der modtager MST-behandling i Danmark.

Vi undersøger udviklingen hos de unge på tre resultatmål:

  • Fravær fra skole eller arbejdsplads
  • Kriminalitet
  • Misbrug

MST har også til formål at modvirke anbringelser af de unge uden for hjemmet. Grundet begrænsninger i det foreliggende datamateriale, er det imidlertid ikke muligt at vurdere ungegruppens udvikling på dette resultatmål.

Analysen baserer sig på de data, som MST-terapeuterne har indberettet i forbindelse med ind- og udskrivning fra MST samt de opfølgningsundersøgelser 6, 12 og 18 måneder efter endt behandling, som MST-Danmark løbende foretager af tidligere MST-forløb gennem telefoninterviews med de unge forældre.

Analysen viser, at:

  • Andelen af unge med ubegrundet fravær i skolen eller på arbejde reduceres med 61 % fra indskrivning til udskrivning af MST-behandlingen, og at denne udvikling fastholdes over tid.
  • Andelen af unge, som begår kriminalitet reduceres med 61 % fra indskrivning til udskrivning og over tid fastholdes reduktionen på over 40 %.
  • Andelen af unge, som har misbrugsproblemer reduceres med 57 % fra indskrivning til udskrivning. Der er dog ikke oplysninger i opfølgningsmålingerne, der belyser om denne udvikling fastholdes over tid.

LÆS MERE HER:

Hvordan går det de unge i MST? Resultater 2007-2013. Arbejdspapir, april 2014

 

Weltklasse reklame + pr