Image
Digital støtte i socialpædagogik
 

I samarbejde med Randers Kommune og Herning Kommune har Metodecentret igangsat et pilotprojekt vedrørende digital støtte på voksenhandicapområdet. Pilotprojektet har karakter af et udviklingsarbejde i mindre skala, hvor en ny metode møder praksis og tilgangen løbende tilpasses.

Via app-generatoren Count me in2 udvikler socialpædagoger individuelt tilrettelagte apps, der kan guide borgere til at løse dagligdagsopgaver på egen hånd. Det overordnede formål med projektet er at tilbyde borgere med udviklingshæmning en støtte, der er mere fleksibel og selvstændiggørende.

Et litteraturstudie af den internationale forskning på området indikerer, at digital støtte har potentiale til at udgøre netop en sådan form for støtte såfremt fire typer af forhold overvejes i udviklingen og anvendelsen af teknologien:

1. Borgerens behov og præferencer

2. Opgavens Kompleksitet og karakter

3. Tekniske forhold

4. Integrering af indsatsen

Pilotprojektet er forløbet fra december 2017 til og med maj 2018 og afsluttet med en erfaringsopsamling. Opsamlingen er ikke en metodevurdering, men kan danne udgangspunkt for en efterfølgende afprøvning af metoden. Der er behov for yderligere viden om metodens virkning. Konkret er der behov for en undersøgelse af, hvorvidt borgernes selvhjulpenhed og livskvalitet reelt øges.

Erfaringsopsamlingen viser, at det vil være uholdbart at anvende den specifikke teknologi, som har været anvendt i pilotprojektet, fremover. Den anvendte teknologi er behæftet med tekniske problemer, som resulterer i en lang og besværlig arbejdsgang, og gør metoden relativt ressourcekrævende.

Der er dog stor opbakning til konceptet om denne type digital støtte. De individuelt tilrettelagte apps kan skabe værdi for nogle borgere. Socialpædagoger kan endvidere se behov for, og mening med, at arbejde på denne måde.

"Jeg synes den er god, for så kan jeg bedre overskue, hvad det er jeg skal." (Nanna, Borger)

"Jeg tænker da, at det er et godt pædagogisk redskab fremadrettet, men det vi er udfordret vildt af, det er teknikken." (Socialpædagog, Herning Kommune)

Konklusionen er, at der med fordel kan udvikles en teknologi efter samme model som den eksisterende, men som både er simpel, brugervenlig og pålidelig.

Erfaringerne har givet anledning til udformningen af følgende fire anbefalinger for, hvordan man bedst arbejder med digital støtte i socialpædagogisk praksis:

1. Inddrag borgeren og vær opmærksom på borgerens motivation

2. Tilpas støtten den enkelte borger og foretag løbende nødvendige justeringer

3. Benyt et simpelt redskab som medarbejdere er sikre i at anvende

4. Anvend pålidelig teknologi


DOWNLOAD ERFARINGSOPSAMLINGEN HER: 

Digital støtte i socialpædagogisk arbejde