Image
Fasemodellen
 

HVAD
Fasemodellen er et indsatskoncept til unge over 18 år med en diagnose på autismespektret. Modellen tilbyder rammer, hvor unge med autisme udvikler kompetencer, så de på sigt kan flytte i egen bolig med kommunal bostøtte. Konceptet er udviklet af Specialområde Autisme i Region Midtjylland i samarbejde med Horsens Kommune. Metodecentret evaluerer Fasemodellen over en årrække.

HVORFOR
For unge med autisme kan overgangen fra ungdomslivet til voksenlivet være udfordrende. De unge er særligt udsatte for at udvikle angst, depression eller ekstrem isolation, når de flytter i egen bolig. Unge med autisme har typisk et udtalt behov for struktur og forudsigelighed, og netop derfor kan det være en stor mundfuld selv at skulle tage hånd om hverdagen.
Fasemodellen forsøger at lette overgangen til voksenlivet og dermed forhåbentligt forebygge udviklingen af tilstandene, som er forbundet med store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.

Formålet med modellen er at tilbyde rammer, hvor unge med autisme udvikler kompetencer, så de på sigt kan flytte i egen bolig med kommunal bostøtte. I takt med stigende kompetencer og øget selvstændighed modtager de unge en gradvis mindre indgribende social indsats.

HVORDAN
Fasemodellen introducerer en systematisk model for samarbejde mellem region og kommune. Hensigten er at tilbyde de unge med autisme et højt specialiseret regionalt tilbud i en kortere periode. Herefter overtager kommunen gradvist støtten.

Fasemodellen består af fire faser og tre overgange. Det er medarbejdernes opgave at minimere de vanskeligheder, der kan være forbundet med overgangene. Medarbejderne understøtter den unge i at udvikle sine ressourcer og kompetencer. Indsatsen er individuelt tilrettelagt, så er der ingen tjekliste for, hvilke færdigheder den unge skal lære i de forskellige faser.
De fire faser i modellen er:

0: Forberedelse
1: At flytte hjemmefra
2: Egen lejlighed i bofællesskab
3: Egen lejlighed med kommunal bostøtte.

HVORNÅR
Projektet løber fra 2016 til 2021.

Metodecentret gennemfører en evaluering af modellen. Målet er at opnå viden om modellens indhold og effekter for at belyse kvalitative og økonomiske effekter. Det er også målet, at skabe viden om, hvordan Fasemodellen evt. kan spredes til andre kommuner og regioner og/eller andre målgrupper.