Hvad kan AMBIT bruges til?

AMBIT kan bruges til at organisere arbejdet med mennesker, som lever med mange udsatheder, fx psykiske problemer og problemer med misbrug, kriminalitet, familiekonflikter, hjemløshed etc. I AMBIT fokuserer vi på tilliden mellem borgeren og medarbejderne, og at borgeren oplever hjælpen som meningsfuld.

Medarbejdere fra forskellige sektorer og med forskellige fagligheder samarbejder og koordinerer på tværs, så hjælpen bliver så effektiv som muligt. Med AMBIT arbejder medarbejderne i teamet om den enkelte borger samtidig med systematisk at støtte hinanden i det daglige arbejde, så de trives og kan hjælpe borgeren på den bedste måde,

Hvem har gavn af AMBIT?

Det enkelte menneske eller den familie, som får hjælp af medarbejdere, som arbejder med AMBIT, har gavn af det. Og det samme gælder familiebehandleren, psykologen, lægen, skolelæreren, pædagogen m.fl. samt teamet, der sammen arbejder med AMBIT i en indsats for et særligt udsat menneske eller en familie med komplekse problemer.

Målgruppen for AMBIT er mennesker, som er meget udsatte, fordi de har flere og komplekse problemer på samme tid – problemer, som ofte påvirker hinanden indbyrdes. Problemerne kan være:

• Hjemløshed
• Psykisk lidelse
• Misbrug af rusmidler
• Har været udsat for eller lever med psykisk, fysisk eller seksuel vold
• Involvering i kriminalitet
• Omsorgssvigt
• Bekymrende skolefravær
• Selvskadende adfærd

Hvad går AMBIT ud på?

AMBIT kan kaldes en ‘meta-metode’. Det er en måde at organisere arbejdet med at hjælpe meget udsatte mennesker på, hvor mentalisering er den gennemgående måde at tænke og arbejde på. Mentalisering er både et vigtigt element i samarbejdet med borgeren, men også mellem kolleger i et team og mellem fx psykolog, læge, rusmiddelbehandler og jobkonsulent – altså medarbejdere med hver sin faglige baggrund, og som sidder i hver sin afdeling eller sektor.

AMBIT står for Adaptive Mentalisation-Based Integrative Treatment – hvilket på dansk kan forklares som ‘en tilgang tilpasset det enkelte menneske, og hvor flere fagpersoner samarbejder og gerne bruger flere forskellige metoder til at hjælpe og behandle.’

AMBIT kan bruges sammen med mange andre metoder. Omdrejningspunktet for AMBIT er mentalisering – uanset, hvilke metoder medarbejderne anvender. Det betyder, at medarbejderne i forhold til borgerne og familierne, disses netværk, andre fagpersoner og kolleger hele tiden analyserer og prøver at forstå deres egne og andres tanker, følelser, behov og handlinger. Se AMBIT-hjulet her:

I AMBIT bruges mentalisering på fire områder:

1. i arbejdet med borgeren
2. i arbejdet med netværket
3. i samarbejdet i teamet
4. i læring på arbejdet

Arbejdet med borgeren

Medarbejderen, teamet og den enkelte indsats har med AMBIT fokus på borgerens syn på at få hjælp. Mentaliseringsbaserede samtaler med borgeren og systematisk opfølgning på, hvordan fx en rusmiddelbehandling, en støtte-kontakt-person-ordning, et nyt bosted, psykiatrisk behandling – eller anden indsats virker for borgeren.

Medarbejderne i teamet arbejder sammen med borgeren om at forstå dennes mål for sit liv og den hjælp og behandling, som han eller hun modtager. Henad vejen evaluerer de også effekten af hjælp og behandling og tilpasser om nødvendigt. Samtidig har medarbejderne fokus på at inddrage borgerens netværk og sikre, at de gode forandringer kan holde, når indsatsen slutter. Et eksempel på dette kan være, at en ung person, som er i behandling for hashmisbrug, får lavet aftaler med en ven om at spille bordtennis hver tirsdag i stedet for at ryge hash.

Arbejdet med netværket

Her har medarbejderne fokus på at samarbejde med netværket omkring borgeren og lære at forstå andres måder at tænke på og arbejde med borgeren på. Fx kan en psykolog synes, at et misbrug skal være under kontrol eller ophørt, før en person kan modtage kognitiv adfærdsterapi, mens en rusmiddelbehandler kan synes, at det er vigtigt, at en person med både rusmiddelproblemer og psykiske problemer bliver udredt og får psykiatrisk behandling med det samme. Med AMBIT-tilgangen er fagpersoner nysgerrige overfor forskellige måder at se på borgerens situation, problemer og muligheder.

Med AMBIT arbejder de ansatte fra kommune, sundhedssystem, rusmiddelcenter, botilbud osv. systematisk med at beskrive og forstå deres forskellige måder at se borgerens problemer på, hvilke grunde der er til fx hjemløshed og misbrug, og hvordan problemerne skal løses. Samtidig aftaler de, hvem der har ansvaret for at hjælpe borgeren med at løse de forskellige problemer.

Samarbejdet og koordineringen af hjælp fra forskellige fagpersoner og sektorer er vigtigt for meget udsatte mennesker, da indsatserne ellers risikerer ikke at virke, eller at vedkommende simpelthen opgiver at få hjælp, fordi det er uoverskueligt.

Arbejdet i teamet

Medarbejderne i teamet omkring den enkelte borger arbejder også med mentalisering internt. I et team, som arbejder med AMBIT, spørger medarbejderne systematisk ind til hinandens oplevelser i arbejdet: Medarbejderne ‘læsser’ ikke bare følelsesmæssige påvirkninger af hos hinanden, men hjælper også hinanden med at mentalisere den enkelte hændelse og borgerens og medarbejdernes følelser og reaktioner. Dette er med til at understøtte både borgerens og medarbejderens trivsel.

Desuden hjælper medarbejderne i teamet hinanden med at vurdere den risiko, den enkelte borger lever i. Når man arbejder med fx et menneske, der både har en psykisk lidelse og misbrugsproblemer og vedkommende fx får afslag på samvær med sine børn og måske bliver meget frustreret, er det vigtigt at kunne vurdere, om en situation kan blive farlig for personen selv eller for medarbejderen.

Læring i arbejdet

Med AMBIT har medarbejderne også fokus på hele tiden at tilegne sig og anvende ny viden på området, de arbejder med. De er ‘adaptive’ og tilpasser indsatsen og udvikler deres egen praksis. Måske opdager en rusmiddelbehandler, at en ung person er på autismespektret og finder Metodecentrets rapport om viden og praksis med unge med autisme og rusmiddelproblemer og deler med kolleger.

Samtidig reflekterer medarbejderne over, hvad de lærer af nyt i arbejdet med den udsatte person. Refleksioner og læring skrives løbende ned - både for at kunne deles og for at understøtte, at teamet husker det, de lærer.