Metode

Fra ung til voksen med handicap – inspirationskatalog til at skabe bedre overgange til voksenlivet

Når unge med handicap fylder 18 år, oplever de at blive set på med andre øjne af den kommunale service.

At være omfattet af voksenbestemmelserne i serviceloven betyder, at de unge skal tage stilling til forsørgelse, uddannelse eller beskæftigelse, og det indbefatter nye tilbud, nye fagpersoner, nye sagsbehandlere og nye forvaltningsområder – og selvom de unge ikke ser sig selv som forandrede, fordi de fylder 18, oplever de flere krav og at samarbejdspartnere behandler dem anderledes. De unge føler, at de skal starte forfra med at få bevilliget den rette støtte, fordi overflytningen fra børne- til voksenområdet ikke er flydende, og de unge beskriver overgangen fra ung til voksen som forvirrende og kaotisk. Det samme gør deres forældre og pårørende, som også føler sig ignoreret og oplever mangel på respekt i forbindelse med overgangen.

At gå fra ung til voksen opleves som psykologisk belastende for mange unge med handicap og deres pårørende, og Metodecentret har derfor udarbejdet et inspirationskatalog på baggrund af pilotprojektet ”Fra ung til voksen” i samarbejde med Randers Kommune.

Inspirationskataloger har et brugerfokus, hvor brugernes erfaringer med at anvende den kommunale handicapservice tillægges særlig værdi som inspirationskilde til at forbedre overgangen fra børne- til voksenhandicapområdet.

Formålet med Inspirationskataloget er at give både unge, deres pårørende, ledere og medarbejdere i den kommunale handicapservice inspiration til at udvikle kvaliteten af deres samarbejde i overgangen fra ung til voksen.

Kataloget kan skabe grundlag for åbne drøftelser af bedre inddragelsesprocesser og re-design af den service, der tilbydes i overgangen fra ung til voksen på handicapområdet i de danske kommuner.

Inspirationskataloget udfolder de unge og pårørendes anbefaling; nemlig at præsentere overgangen som et særligt tilrettelagt forløb, der senest opstartes, når den unge fylder 16 år. De generelle anbefalinger til at skabe bedre overgange fra det 16. til 24. år lyder:

  • Mere systematik og sammenhængende planlægning, hvor uddannelses- og Beskæftigelsesområdet samtænkes med de øvrige indsatser
  • Voksensagsbehandler følger den uge fra 16 år og deltager i møder som led i overgangen. Børnehandicap-sagsbehandler følger den unge over i voksenområdet det første år og deltager i møder (18-19 år)
  • Der skal skabes mere systematik via tjeklister i sagsbehandling og bedre mulighed for gradvis overførsel af bevillinger i overgangen
  • Der skal kommunikeres respektfuldt med de unges pårørende. De pårørendes indsigt skal anerkendes i overgangen, samtidig med at der arbejdes mod et fælles mål om at øge den unges selvbestemmelse
  • Der skal arbejdes med faglige tilgange, metoder, redskaber og kommunikation, der understøtter de unges egen inddragelse og beslutningstagen
  • Der skal anvendes informationsmateriale og visuelle redskaber, som guider de unge og pårørende og giver et overblik over forskellige vigtige livsforhold, der skal tilrettelægges for den unge i overgangen på forskellige tidspunkter

På baggrund af Metodecentrets analyser tegnede sig et mønster af fire centrale temaer, der gik igen i de unge og deres pårørendes fortællinger – mangel på overblik, information, inddragelse og mangel på rette tilbud. Kataloget har derfor et selvstændigt afsnit for hvert tema, hvor de unges idéer og anbefalinger til forbedringer er præsenteret. Der er udarbejdet en tidslinje, hvor centrale delelementer i temaerne er fremhævet af de unge og pårørende som særligt vigtige på bestemte alderstrin. I Inspirationskataloget findes desuden de tre principper for kvalitetsudvikling i forbindelse med pilotprojektet, hvor Erfaringsbaseret Design blev anvendt som fremgangsmåde og analysetilgang.

Materialet i Inspirationskataloget blev indsamlet af Metodecenteret i efteråret 2020. Der er udarbejdet en erfaringsopsamling fra pilotprojektet, som danner baggrund for Inspirationskataloget.