Vi har lavet en litteraturgennemgang, som kortlægger den eksisterende litteratur for virkningsfulde indsatselementer og barrierer i behandlingen af selvskadende adfærd i form af “ikke-suicidal-selvskade”. Formålet var at finde frem til forskningsbaserede resultater, og heraf udlede anbefalinger til hvilke delelementer man bør være særligt opmærksom på i behandlingen af unge med selvskadende adfærd.

Selvskadende adfærd, og særligt svært selvskadende adfærd blandt unge udgør et større problem end tidligere. Hvor selvskadende adfærd tidligere primært fremtrådte i forbindelse med svær psykisk sygdom, er det i dag et udbredt fænomen – også blandt personer uden psykiatriske lidelser. Derfor er der også kommet større opmærksomhed på selvskadende adfærd i den almene befolkning.

Litteraturen peger på, at selvskadende adfærd generelt starter i teenageårene, og uden behandling er der risiko for, at de unge fortsætter med at skade sig selv i mange år. Selvskadende adfærd repræsenterer derfor en voksende behandlingsmæssig udfordring, som giver anledning til bekymring og usikkerhed hos både personale og pårørende.

På baggrund af de fundne forskningsresultater peger vi på fem forhold, som er vigtige for at behandlingen af personer med selvskadende adfærd skal opnå succes. Det indebærer at:

1) Personerne som varetager behandlingen af selvskadende adfærd har et indgående kendskab til adfærden. Det kan sikres gennem målrettede uddannelsesprogrammer og øget brug af supervision.

2) Behandlingsindsatsen ikke først starter i psykiatrien. Derfor bør der i langt højere grad tænkes i forebyggende og tidlige indsatser.

3) Familien og familierelationerne udgør et selvstændigt indsatsområde i behandlingsarbejdet. Familien ses både som udløsende og beskyttende faktor i forhold til udviklingen af selvskadende adfærd. Derfor anbefales det at etablere netværksorienterede behandlingsindsatser.

4) Færdighedstræning betragtes som et centralt omdrejningspunkt for behandlingsindsatsen. Derfor bør behandlingsindsatsen så vidt mulig centreres om at styrke mestringen af følelsesregulering, for at sikre at den unge trænes i, og bliver i stand til, at håndtere det der udløser adfærden, ligesom færdighederne nemt skal kunne generaliseres til dagligdagen.

5) Der tages hånd om den enkeltes individuelle mestring og mestringsbehov. Derfor bør sundhedsprofessionelle og andre behandlere i langt højere grad betragte patienterne på et mere individuelt plan.

Du kan downloade litteraturgennemgangen samt Metodecentrets plakat om behandling af selvskadende adfærd her på siden.