Rapport

Anbringelse af børn med handicap

Metodecentret har lavet en litteraturgennemgang af, hvorvidt kortvarige anbringelser kan bruges til at støtte familier med børn med handicap, så barnet/den unge kan vende tilbage til hjemmet igen.

Metodecentret har lavet en litteraturgennemgang af, hvorvidt kortvarige anbringelser kan bruges til at støtte familier med børn med handicap, så barnet/den unge kan vende tilbage til hjemmet igen. Derudover har vi set på den tilgængelige viden om forældreinvolvering under anbringelse. Formålet var at finde frem til forskningsbaserede resultater, og heraf udledning af anbefalinger.

Forskningsgennemgangen viser, at det ikke har været muligt at finde specifik forskning vedr. målrettede kortvarige intensive anbringelser af fysisk handicappede børn og unge.

Det ser ud til, at forskningen i al væsentlighed har fokuseret på effekten af hjælp i hjemmet (afløsning), aflastning og generel forældreinvolvering under anbringelse. Dog ses der i forskningen om aflastning og om forældreinvolvering forhold, der kan anvendes under længerevarende anbringelser, herunder delvise anbringelser.

Gennemgangen drager følgende konklusioner på grundlag af de fundne forskningsresultater:

1. Forældre med fysisk handicappede børn oplever forhøjede niveauer af stress og psykisk mistrivsel. De har dog interesse i at varetage omsorgen for deres børn, og der ses en forskel mellem, hvad forældrene ønsker, og hvad de formår, når de bliver nødt til at anbringe deres børn udenfor hjemmet.

2. Forældre efterspørger ofte aflastning udenfor hjemmet. For at dette kan have positiv vedvarende effekt, skal der være tale om planlagt og regelmæssig aflastning. Ellers vil der typisk være tale om kortvarige effekter. Planlægningen af aflastningen skal tage hensyn til forældrenes og barnets specifikke behov. Aflastning kan med succes suppleres med bl.a. forældretræning og stress-sænkende behandling til forældrene.

3. Forøget forældreinvolvering under anbringelse af fysisk handicappede børn er mulig. Dette kræver bl.a. at institutionen og forældrene sammen erkender, at forældrene er den blivende relation i barnets liv og at forældrene systematisk involveres i behandlingsarbejdet under anbringelsen. Det er afgørende, at institutionen ser på hele familien i sit behandlingsarbejde, og at der tidligt etableres et partnerskab mellem forældrene og institutionen.

Du kan downloade litteraturgennemgangen her på siden.