Metodecentret søger konsulent/seniorkonsulent til evaluering og udvikling på socialområdet

Vi søger en konsulent eller en seniorkonsulent, der sammen med dygtige kolleger vil indgå i vores arbejde med at udvikle nye sociale indsatser og skabe viden om deres effekter for udsatte og handicappede børn, unge og voksne.

Dine arbejdsopgaver vil især omfatte:

  • Evaluering af sociale tilbud, herunder dataindsamling, analyse og afrapportering.
  • Metodebeskrivelser af nye og eksisterende sociale indsatser.
  • Udvikling af nye løsninger til børn, unge og voksne i udsatte positioner.
  • Kvalitetssikring af kvantitative data, som belyser virkningerne for børn, unge og voksne af nogle af vores centrale sociale indsatser.
  • Projektledelse af metodeprogrammer i tæt samarbejde med faglige eksperter.

Vi har mange bolde i luften og du vil få mulighed for at arbejde med en variation af faste og nye opgaver, som du selv kan være med at definere undervejs.

Du vil løbende få sparring fra kolleger og ledelse, og du vil få mulighed for opkvalificering inden for bl.a. projektledelse. Vi kan i det hele taget tilbyde et job med store faglige udviklingsmuligheder.

Du er nysgerrig, struktureret og analytisk

Du har en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse fra fx statskundskab, sociologi eller lignende. Du vil blive en del af vores evalueringsteam, og derfor har du stærke kvantitative dataindsamlings- og analysekompetencer samt viden om kvalitative undersøgelsesmetoder. Du er god til både mundtlig og skriftlig formidling.

Vores arbejdsform veksler med opgaverne, og derfor trives du både med at arbejde selvstændigt og i teams. Vi vægter samarbejde, initiativ og nysgerrighed højt - og ikke mindst at have det sjovt og lære nyt undervejs.

Vi lægger derudover vægt på, at du går til arbejdsopgaverne med et analytisk blik, struktur og engagement. Sidst, men ikke mindst, drømmer vi om, at du er fagligt nysgerrig og interesseret i det specialiserede socialområde.

Vi arbejder med effektfuld hjælp til mennesker i udsatte positioner

Vi er et hold på 17 medarbejdere, som alle brænder for at forbedre den sociale indsats i kommuner og regioner.

Vi samarbejder tæt med professionelle fagfolk og ledere i kommuner og regioner om at udvikle nye løsninger på centrale udfordringer på socialområdet.

Vi understøtter, at løsningerne hviler på et vidensbaseret grundlag og vi hjælper med at afprøve dem ved at bidrage til udvikling, implementering, evaluering og fundraising.

I Metodecentret vil du blive medlem af et fagligt fællesskab, hvor vi er fagligt ambitiøse og ønsker at forbedre den sociale indsats i kommuner og regioner.

Her kan vi tilbyde dig et job med store frihedsgrader og en fagligt udviklende hverdag i sparring og samarbejde med dygtige kolleger.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte centerchef Simon Østergaard Møller på 2046 3302.

Ansættelsesvilkår

Der er tale om en fast stilling på 37 timer ugentligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Tiltrædelse ønskes d. 1. september 2024.

    Praktiske oplysninger

    Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og andre relevante bilag i ét samlet dokument til simon@metodecentret.dk inden mandag d. 27. maj 2024 kl. 12.00.

    Samtaler forventes afholdt uge 23 og uge 24.

    Vi håber at høre fra dig!