JobRus
JobRus er et forløb for ledige unge med rusmiddelproblemer, hvor jobcenteret og rusmiddelbehandlingen arbejder sammen om at lave et skræddersyet forløb for hver enkelt unge.
Indhold
Hvad kan JobRus bruges til?
JobRus er et forløb for ledige unge med rusmiddelproblemer, hvor jobcenteret og rusmiddelbehandlingen arbejder sammen og laver et skræddersyet forløb for den unge. Målet er at forbedre de unges tilknytning til arbejdsmarkedet eller en uddannelse og samtidig behandle eller formindske deres misbrugsproblemer.
Hvem har gavn af JobRus?
Unge mellem 15 og 25 år, som har et misbrug af alkohol eller stoffer og samtidig ikke har arbejde eller ikke er i gang med en uddannelse.
Med JobRus forventer vi, at de unge oplever et forløb og en hjælp, som hænger bedre sammen, og derfor bedre hjælper dem ud af misbrug og i gang med et arbejde eller en uddannelse.
Hvad går JobRus ud på?
Det faglige udgangspunkt for JobRus er fra projektet, som førte til MOVE - en evidensbaseret behandlingsmetode til unge med rusmiddelproblemer.
Fra arbejdet med at udvikle MOVE fandt forskere ud af, at unges risiko for at blive marginaliseret ofte skyldes flere problemer som misbrug af alkohol og stoffer og manglende beskæftigelse. Forskning på området tyder desuden på, at hvis ikke hjælpen til de unge fra kommunens forskellige afdelinger bliver mere sammenhængende, så vil mange unge fortsat 'falde gennem sikkerhedsnettet' - på trods af et overordnet godt hjælpesystem.
Derfor sigter vi med JobRus mod at skabe en indsats, som hænger sammen på tværs af de offentlige afdelinger, som de unge kommer i kontakt med gennem deres forløb.
Vi forventer, at JobRus vil resultere i:
- at de unge i målgruppen blive mere parate til eller tilknyttet en uddannelse og/eller beskæftigelse.
- at de unge i målgruppen reducerer deres forbrug af rusmidler og får færre tilbagefald til misbrug.
Det overordnede mål med JobRus er at udvikle en samarbejdsmodel på tværs af rusmiddelcentret, jobcentret og Ungdommens Uddannelsesvejledning, der virker i praksis og med individuelle mål for ledige unge.
Vi tilpasser løbende samarbejdsmodellen i projektperioden, så den giver mening for de fagpersoner, som arbejder med den.
Hvad er erfaringerne indtil nu?
Metodecentret har i samarbejde med Randers Kommune og Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet afprøvet pilotprojektet fra 2019 til 2022. Der er endnu ikke udarbejdet en færdig effektevaluering, men når denne ligger klar, vil Metodecenteret og Center for Rusmiddelforskning beslutte, om projektet skal udbredes til andre interesserede kommuner for at afprøve modellen i større skala.
Vil du vide mere?
Kontakt chefkonsulent Bjarke Nielsen på 50 90 72 83 eller bjarke@metodecentret.dk