Unge med autisme og rusmiddelproblemer er en udsat gruppe, som har brug for
særlig hjælp. Desværre sker det langt fra altid i dag.

Metodecentret har i samarbejde med Ungealliancen derfor foretaget en vidensafdækning af både den internationale forskningslitteratur om emnet og erfaringer fra brugere og fagprofessionelle i det danske praksismiljø.

Afdækningen viser, at unge med autisme og problematisk forbrug af rusmidler er et forholdsvist nyt forskningsfelt. De fleste studier konkluderer, at der ikke på nuværende tidspunkt kan drages entydige konklusioner om, hvor stor en andel af unge med autisme, der udvikler et problematisk forbrug af rusmidler, dog vurderer et amerikansk studie screener, at hver femte ung, der søger rusmiddelbehandling at have autistiske træk.

De fleste studier har fokus på de risici og årsager, som kan identificeres som særligt karakteristiske for, at unge med autisme udvikler et problematisk forbrug af rusmidler. Her påpeges en relativ stærk sammenhæng, hvor unge med autisme ses i dobbelt så stor risiko for at udvikle et problematisk forbrug sammenlignet med unge uden autisme.

Især den gruppe af unge, der fremstår med normale kognitive og sproglige kompetencer, men samtidig har betydelige sociale og kommunikative vanskeligheder, træder frem på tværs af studierne. Disse unge er typisk drevet af en motivation om at ”passe ind” og føle sig socialt inkluderet. Denne motivation kobles med, at unge med autisme generelt giver udtryk for en negativ social forventning til at skulle indgå i en social sammenhæng og en positiv forventning til, at rusmidlerne ville gøre dem bedre til at klare sig socialt og kommunikativt. Her bliver rusmidlerne betragtet som en copingstrategi til at håndtere de udfordringer, de unge oplever ved social interaktion med især grupper af jævnaldrende

Disse mønstre genkendes i praksisafdækningen, hvor unge og pårørende især betoner ønsket om at passe ind og føle sig socialt inkluderet, som motivation for at forbruge rusmidler. Samtidig er erfaringen, at de unge har svært ved at kontrollere forbruget, og det får store negative konsekvenser for deres unges voksenliv fx ift. isolation, selvmordsforsøg, manglende job og boligsituation. Især forældre til unge giver udtryk for at mangle rådgivning og støtte i håndteringen af den unges problematiske forbrug. Samtidig er brugererfaringerne fra både unge og pårørende, at de gængse fagprofessionelle hjælpesystemer er for dårligt rustede til at håndtere unge med autisme og deres problemstillinger.

Hos de interviewede fagpersoner er der grundlæggende den holdning, at hjælpen til de unge i målgruppen, skal leveres af et behandlingstilbud med autismeerfarent og specialiseret personale. Det er vigtigt, at den særlige sociale interaktion og de kommunikationshandicap, der kendetegner autisme, ikke bliver en forhindring for rusmiddelbehandlingen. Det er derfor afgørende for behandlingen, at de fagprofessionelle er klædt på til at kunne håndtere de kommunikationsbarrierer, der kan være forbundet med at tale med mennesker med autisme, og forstår at gøre samtalen konkret og relevant for dem.

På baggrund af de to spor i afdækningen, er der udarbejdet en række anbefalinger til fremadrettet fokusering på at kunne hjælpe unge med autisme med et problematisk forbrug af rusmidler. Temaerne for anbefalingerne omhandler bedre forebyggelse og rådgivning, styrkelse af tværfaglighed og netværksinddragelse, tilpasning af eksisterende ambulant rusmiddelbehandling samt bedre organisering og helhedsorienteret støtte til de unge på tværs af områder.

Afdækningen er finansieret af midler fra Helsefonden og Metodecentret. UngeAlliancen har været en tæt samarbejdspartner i projektet.