Kan man forbedre kvaliteten af myndighedsarbejdet på familieområdet og samtidig spare penge?

Ja, hvis man gør som i Aarhus Kommunes to koncepter Relationel Familierådgivning og Tættere på Familien. Hvis rådgiverne opbygger bedre og mere tillidsfulde relationer til familierne, så øges tilfredsheden med samarbejdet samtidig med, at familiernes behov for specialiserede indsatser reduceres.

Forklaringen på disse resultater findes i, at en del familiers udfordringer faktisk kan løses gennem et godt samarbejde med en kompetent socialrådgiver. Det gælder især, hvis rådgiveren samtidig har givet familien tryghed i, at de kan få mere hjælp, hvis behovet opstår senere. Erfaringen fra begge projekter er, at når det ikke opleves som en kamp for familierne at få den rette hjælp, kan paraderne sænkes, og der kan i stedet dannes gode samarbejdsalliancer.

Det kræver investeringer i faglighed og kompetence, stærk ledelsesopbakning og et psykologisk trygt arbejdsmiljø for at komme mål. Baseret på to afprøvningsprojekter kommer her syv trin til et bedre myndighedsarbejde.

1. Tag ansvaret for at skabe en god relation til familien

Børn og forældre skal først og fremmest møde et menneske, som signalerer, at man vil dem det godt, frem for (alene) at møde en professionel med myndighedsautoritet. Rådgiveren skal stræbe efter at være troværdig, autentisk og oprigtigt nysgerrig i mødet med familien og barnet.

Rådgiveren skal tage ansvaret for at skabe en god relation til børn og forældre, men skal naturligvis tilpasse sin tilgang med respekt for, at det ikke er alle børn eller forældre, som ønsker en lige tæt relation med rådgiveren. I det hele taget bør dialogen med familierne være præget af fleksibilitet og et fravær af formaliseret procedure. Møderne mellem rådgiveren og familien rammesættes efter familiens og barnets dagsorden og det, som er vigtigt for dem at få talt om. Dialogen skal helst være personlig (men ikke privat) og rådgiveren bør være mere tilgængelig end fx i en afgrænset telefontid. Og møderne behøver ikke foregå på rådhuset – nogle familier vil være mere trygge i deres eget hjem.

2. Træd ud af den traditionelle ekspertrolle

Tilgangen baserer sig på en tro på, at familien selv kan definere og realisere løsningerne til udfordringerne i deres liv. Det er rådgiverens opgave at støtte familien i at få øje på mulighederne for selv at skabe forbedringer i tilværelsen, i stedet for at rådgiveren optræder som ekspert i, hvad familien skal gøre. Rådgivningen bør bero på viden om, hvad forældre og barn ønsker at få ud af hjælpen fra rådgiveren, og når først det er på plads, er det rådgiverens opgave sammen med familien at finde den rette vej derhen.

Rådgiveren skal sammen med familien afstemme håb og forventninger på den ene side og de realistiske muligheder på den anden side. Der skal ikke være fokus på at nedskrive langsigtede planer, men i stedet på, hvad de bedste første skridt kan være. Det betyder også, at man ikke altid starter med at arbejde med den problemstilling, som er den konkrete anledning til, at rådgiveren bliver involveret i sagen. Nogle gange er det mere meningsfuldt for familien at begynde et andet sted. Rådgiveren skal ikke drage forhastede konklusioner, men tilbyde råd, sparring og støtte i forhold til, hvilke muligheder der er for familien og barnet. Rådgiveren definerer ikke løsningen for familien. I stedet støtter rådgiveren familien i selv at beslutte, hvordan de gerne vil skabe forandring.

3. Sæt fokus på resultater frem for processer

Det er vigtigt, at familien fra begyndelsen af samarbejdet med rådgiveren oplever, at fokus er på at skabe udvikling og trivsel for barnet såvel som for familien, samt at rådgiveren vil være en tilgængelig og støttende socialfaglig sparringspartner for familien i denne proces. Ofte vil der kunne sættes små udviklingstiltag i gang hurtigt, samtidig med at familiens situation afdækkes. Det er vigtigt, at familien oplever, at der hurtigt sker noget for at skabe positive forandringer i deres liv.

Undervejs i forløbet skal der være opmærksomhed hos både rådgiver og familien på, om tingene udvikler sig i den retning, som familien og rådgiveren ønsker sig og har sat som mål. Det handler om at forstørre de positive udviklinger i familien og lyse på det, som virker. På den måde bliver familien opmærksomme på de ting, som de lykkes med, og styrker deres oplevelse af mestring.

4. Stilladsér familien med netværk og fællesskaber, som har et varigt potentiale

Rådgiverens relation til familien, hvor vigtig den end er, er midlertidig. Det er derfor vigtigt at involvere familiens private netværk og fællesskaber i forløbet, fordi de kan bidrage til at finde og vedligeholde løsninger i familien, som er mere stabile over tid.

Rådgiveren skal hjælpe familien med at få øje på, hvem der er i familiens netværk og som kan bidrage til at finde og realisere de løsninger, som barnet og forældrene ønsker sig. Det kan somme tider være vanskeligt for forældrene at tro på, at deres netværk kan bidrage. Her kan rådgiveren måske hjælpe med at åbne op for, at selv små bidrag fra familiemedlemmer eller andre netværkspersoner kan være vigtige og betydningsfulde.

Rådgiveren bør også hjælpe familien med at finde relevante fællesskaber i forenings- og fritidsliv efter barnets og forældrenes ønsker, som kan være meningsfulde for barnet og evt. forældrene, og rådgiveren skal hjælpe med at skabe kontakten om nødvendigt.

5. Prøv – lær – justér

Sociale problemstillinger har ikke én rigtig løsning, og løsningerne vil naturligvis se forskellige ud. Rådgiverne skal derfor udøve en praksis, hvor man kan identificere fagligt velbegrundede muligheder, prøve dem af og om nødvendigt justere dem efter behov. Det er vigtigt, at rådgiveren har tilstrækkeligt store frihedsgrader i sin bevillingskompetence for at øge mulighederne for, at man hurtigere kommer i gang med noget, der virker. Og rådgiveren skal undervejs indhente feedback fra familien om effekten af de løsninger, som er sat i gang.

Læringen skal i organisationen og hos ledelsen ses som en vedvarende proces, hvor der hele tiden opstår nye læringspunkter og læringsbehov, efterhånden som omstændigheder og omgivelser ændrer sig. Det stiller krav om at skabe rammer og en kultur i organisationen, hvor læring italesættes, værdsættes og opsøges. Både rådgivere og ledere skal udvise mod til at være åbent i tvivl og acceptere, at den rigtige løsning sjældent kan defineres på forhånd og som oftest skal findes i et fællesskab.

6. Brug tid på det tværprofessionelle samarbejde.

Rådgiverne skal meget ofte involvere og samarbejde med fagprofessionelle fra almenområdet eller udførerområdet i kortere og længere perioder for at realisere de løsninger, som børn og forældre er med til at beskrive. Derfor er det vigtigt, at rådgiveren opbygger gode relationer til fagprofessionelle på andre områder gennem fx øget tilstedeværelse på skoler og i dagtilbud. Her møder de andre fagprofessionelle fra andre områder med et relationelt mindset, hvor fokus er på det fælles ansvar, og at samarbejdet skal tilgås på en ny måde. Rådgiveren skal hjælpe med at være faciliterende mellem familien og samarbejdspartnere med udgangspunkt i familiens ønsker og behov.

7. Tilpas sagstallet

En sådan ny og mere involverende tilgang til samarbejde med familie og fagprofessionelle, er naturligvis tidskrævende. Det er derfor nødvendigt, at rådgiverne sagstal tilpasses, så det bliver muligt. Der kan ikke på baggrund af erfaringerne fra Aarhus Kommune gives et præcist tal for, hvor mange sager den enkelte rådgiver kan sidde med. Det afhænger helt af sagernes kompleksitet og øvrige forhold, så det skal vurderes i hver enkelt rådgivers tilfælde. Men erfaringerne fra Aarhus er, at det er investering som betaler sig.