“Socialt behandlingsarbejde er ikke for ensomme cowboys!”.

Sådan udbrød en af vores konsulenter på et personalemøde, da vi drøftede betydningen af systematisk og struktureret teamsparring i sociale indsatser. Og hvorfor gjorde hun så det?

Man siger ofte om mennesker i udsatte positioner, at de har ‘vilde problemer’. Det vil sige, at deres udfordringer er kendetegnede ved at være meget sammensatte og komplekse, og at der sjældent findes en enkelt løsning på disse problemer. Ofte er der flere fagprofessionelle, som skal involveres og løsningen er ikke givet på forhånd.

Men mange fagprofessionelle arbejder desværre ofte alene med disse ‘vilde’ problemer. Som ensomme cowboys i Det Vilde Vesten. De skal selv finde ud af, hvordan de kan bidrage og selv føre disse løsninger ud i livet. Det kan være udfordrende og problematisk, og det var det min gode kollega mente med sin ‘Lucky Luke’-metafor. Den ensomme ‘socialarbejder-cowboy’ sadler sin hest og rider ud over prærien.

Men hvis man som socialpædagog, psykolog, socialrådgiver eller anden fagperson på socialområdet ikke har kolleger eller andre fagprofessionelle at læne sig op ad, risikerer det at svække det sociale arbejdes effekt for borgeren. Det risikerer også at forringe mulighederne for kontinuitet i indsatserne og for at mindske medarbejdernes trivsel og oplevelse af mestring. I socialt behandlingsarbejde er der sjældent brug for være hurtigere end sin egen skygge og endnu sjældnere brug for at skyde fra hoften!

På tværs af mange af de mest effektive sociale indsatser og metoder går én ting igen: Teambaseret organisering. Og det er der flere gode grunde til.

Teamsamarbejde skaber tryghed

Det kan være krævende som fagprofessionel at opbygge og vedligeholde de relationer, som er nødvendige for at kunne hjælpe borgeren, og som skal opbygges gennem tillid og empati. På Poppelgården familiecenter i Hvidovre Kommune anvender man AMBIT som styrende princip og indsatsmodel i sit intensive ambulante familiebehandlingstilbud. Psykologerne Astrid Tranæs Voss og Gry Skytte Egsgaard fortæller her om betydningen af den teambaserede tilgang, som de anvender:

“Ofte står vi lige ved siden af forældrene og ledsager dem i svære erkendelsesprocesser og bliver selv berørt og bevæget af de bølger, det skaber. Såvel følelsesliv som tænkning påvirkes af svingninger i arbejdet. At være en del af et stærkt tværfagligt teamsamarbejde danner ramme omkring den enkelte behandler og skaber sikkerhed, ikke blot for den enkelte, men også for de vurderinger vi hele tiden er nødt til at lave”.

Teamet skaber tryghed for den enkelte fagperson, fordi man har kolleger at læne sig op ad, fx når konfliktniveauet i samarbejdet med borgeren stiger og når samarbejdsalliancen er truet. Men teamet skaber også tryghed for borgeren, fordi de faglige vurderinger deles mellem flere fagprofessionelle, og fordi der bliver flere som kan hjælpe borgeren, hvis det bliver nødvendigt.

I Herning Kommune arbejder de både med DHA-modellen og Familie & Netværk, hvor ét af de centrale kerneelementer i begge metoder er teamorganisering. Om betydningen af det siger Bettina Hedegaard, der er funktionsleder i Ungeteamet i Herning Kommune:

“Der er ingen terapeuter, der siger, “Det er min ung”! De er vores fælles unge. Alle kan træde til på grund af vores ugentlige sparring og møder. På den måde bliver vi heller ikke sårbare på samme måde, hvis der skulle opstå sygdom, eftersom vi andre bare kan tage over”.

Den fælles sparing som et team kan tilbyde, er således langt fra spildtid eller ‘kold’ tid væk fra borgeren. Det er tværtimod tid som rigtigt brugt kvalificerer den tid, der senere skal bruges sammen med borgeren.

Teamsamarbejde styrker kvalitet og effektivitet

Derfor prioriteres teamsamarbejdet højt i de fleste vidensbaserede metoder og tilgange, fordi det gør den enkelte fagperson mere kompetent og skaber mere effektive indsatser.

I Minding the Baby, som er et tværfagligt og hjemmebaseret familiebehandlingsprogram til udsatte gravide, praktiseres også en teambaseret tilgang. Her består et team af en familiebehandler og en sundhedsplejerske. En af sundhedsplejerskerne forklarer her, hvad det betyder for hende at have en teammakker:

“Det giver faglig styrke. Jeg bliver mere faglig kompetent, når jeg har en familiebehandler ved min side. Hun har andre kompetencer end mig, og det hjælper i forhold til det jeg ikke ved. Hun har andre redskaber, fx i forhold til parforhold, det sociale system. Vi supplerer hinanden. Vi ser ikke altid det samme, men vi ser på samme familie. Det gør også at vi forbliver nysgerrige og refleksive: “Hvorfor gør familien det? Hvordan kan vi hjælpe dem?””

Det er godt for den fagprofessionelle at have andre fagprofessionelle at sparre med, at analysere sammen med og at træffe beslutninger sammen med. Og hvis man arbejder systematisk og struktureret med sit teamsamarbejde, øger det også effektiviteten. Man kan simpelthen hurtigere komme i gang med noget der virker, når flere hoveder tænker bedre end ét.

Vigtigst er, at det også er godt for borgerne, når de fagprofessionelle, som skal hjælpe dem, får støtte til håndtere det, som de synes er svært og hjælp til at hjælpe på den mest virksomme måde. Og så er det også godt, hvis der er andre til at overtage hjælpen, uden at man som borger skal begynde helt forfra.

Hvis du gerne vil høre mere om metoder og tilgange, der virker gennem teambaseret indsats, så tag fat i os her.